Hvem kan blive medlem af Selskabet Kjæden og hvordan
Selskabet Kjæden har siden sin oprettelse i 1774 – som den eneste loge fra den tid – optaget mænd og kvinder på lige fod. Mange af vores medlemmer er par, for hvem det opleves som en styrke at være sammen om logearbejdet.
Kjædens værdier bygger på det kristne livsgrundlag. Det er vigtigt for Kjæden og for det nye medlem, at der sker en forventningsafstemning i forhold til, hvad Kjæden giver til det enkelte medlem og hvad der til gengæld forventes af et nyt medlem. Derfor skal man til en samtale inden sin optagelse. Det er ved samtalen, man får tildelt en fadder. Det er fadderens opgave at hjælpe det nye medlem på plads og hjælpe til med, at man kommer godt i gang med arbejdet og finder sin plads i logen.
Hvad koster det at være med
Det koster noget at være med i Selskabet Kjæden, men det koster ikke en herregård.
Der er et årligt kontingent på 1.700 kr.
På de aftener, hvor man deltager, betaler man endvidere et bidrag til måltidet. Måltidet består af et par retter mad og drikkevarer samt kaffe eller te.
Endelig er der et krav til medlemmernes påklædning. For brødrenes vedkommende skal man have et kjolesæt med både en hvid og en sort vest og for søstrenes vedkommende skal man have en lang sort kjole.



